Det vilde campingliv

Onsdag aften begyndte vores lange weekend med at vi var inviteret til aftensmad ved Lærkes, Nannas og Julies familie. Her spiste vi og tykke i chapati. Torsdag morgen tog vi med en guide, som Nanna og Lærke havde fundet, til Naivasha. Pernille og jeg skulle tilbringe en forlænget weekend med Lærke, Julie og Nanna omkring Naivasha. Det ligger tæt på Nairobi så vi skulle køre et stykke vej. Guiden kørte bilen og han kørte sindsygt! Han overhalede nogle gange så de modkørerne blev nødt til at stoppe op så han kunne nå at komme ind i sin egen kørebane. Han overså også altid bumpene så vi fløj over dem. Hans reaktion på det hele var bare at grine til os. Vi kunne ikke rigtig slappe af på hele turen fordi vi spændte i hele kroppen. De andre billister var dog også dårlige. Vi blev nødt til at køre i grøften på et tidspunkt for de der var en lastbil som ville overhale en anden lastbil lige foran os. Men guiden grinede bare lidt engang i mellem. Det forvirrede nok også de andre billister at han konstant blinkede til den ene eller den anden side mens han kørte.

Men vi kom levende til Nairobi, hvor vi skulle spise lidt frokost. Her fandt han en lille restaurant hvor vi hurtigt kom ind for at spise for så hurtigt at gå igen. Vi havde lige kastet al maden i os da han sagde ”Take your time. 5 minutes!!” men efter to minutter skulle vi gå. Vi havde derfor den fornemmelse at han var meget præcis med klokken og ikke rigtig på africantime som alle andre er. Vi kom til det sted hvor vi skulle campe, dog et par timer for sent. Her skulle vi sove i telt. Det regnede og var hundekoldt. 17 grader! Men guiden udelte opgaver som om vi var små børn. Jeg skulle sørge for at tage mælken af blusset når den kogte og røre rundt i det klamme kød i en anden gryde. Da jeg så rørte rundt i kødet og overså at mælken kogte, blev han sur. Vi fik bikset noget mad sammen og gik i seng da vi var virkelig trætte efter den nervepirrende køretur.

Fredag stod vi tidligt op da vi skulle bestige Mt. Longonot. Dette er et vulkankrater hvor der inden i lever vilde dyr. Guiden havde fortalt hvor vigtigt det er at få noget ordentligt at spise inden man skal bestige et bjerg og derfor havde han købt tørt og kedeligt toastbrød til os. Ikke andet. Vi tog lidt sukker på så det smagte lidt bedre. Men en sund og nærende morgenmad kan man ikke sige at det var. Vejret var perfekt. Solen skinnede og der var ikke alt for varmt. Guiden havde taget et par vandrestøvle på. Han havde bare misforstået konceptet snørrebånd. Man skal binde sine sko før de er gode at gå i. Men vi begav os ud på den lange vandretur. Guiden havde sagt at det var en meget sikker tur og i guidebogen stod der at det var en god gå tur, men at det alligevel tog 4 timer. Vi kom op på toppen af vulkanen med besvær. Vi tænkte at det var det hårdeste og nu ventede der bare en hyggelig gåtur på 7 km. Guiden sagde ”Take your time. 5 minutes!!” og vi sagde at vi havde brug for lidt mere pause. Da vi endelig kom ud og gå tog guiden ikke med os. Det var vi ret glade for, så kunne vi bare gå i vores eget tempo. 

Vi kom afsted og det var noget af det smukkeste jeg nogensinde har set. Det gik op og ned og det var overhovedet ikke en sikker tur. Hvis det havde været en dansk guide havde vi skulle have hjelm og beskyttelsesudstyr på. Vi kom til et sted hvor vi skulle kravle på alle fire og det gik næsten lodret op. Det var ikke nogen vandretur, men en klatretur. Hvis vi gik et skridt forkert var vi faldet ned. Men vi kom op på toppen af det højeste bjerg, med hjælp fra hinanden. Her holdte vi picnic. Aldrig har jeg spist så flot et sted. Lige da vi hyggede os allermest kom en flok tåbelige elever fra en skole. De blev ved med at snakke om os. Det kunne vi høre da de hele tiden sagde mzungus. De blev ved med at pege og grine og til sidst tog vi et billede af dem. Så kunne de smage deres egen medicin! Da den værste lort var løbet ned af bjerget tog vi også af sted. Vi havde ikke lyst til at følges med nogle af dem, men der blev ved med at komme elever og vi skulle jo ned på et eller andet tidspunkt. Turen ned var virkelig svær. Vi gik på løst grus og faldt flere gange. Men vi hjalp hinanden og holde pauser. Da vi næsten var kommet hele vejen rundt om krateret mødte vi guiden og han begyndte med det samme at skynde på os. Vi forsøgte at ignorere det. Vi følte ikke behov for at skynde os da vi var hurtigere end det der stod i guidebogen. Det tog os kun tre og en halv time at gå rundt. Inden vi skulle ned af vulkanen sagde guiden ”Take your time. 5 minutes!!”. Vi sagde godt nok at vi skulle bruge lidt mere da vi var ret så trætte. Guiden kunne sige hvad han ville, det var ikke ham der havde været hele vejen rundt. Vi fik en pause og så begyndte turen nedad. Det begyndte at regne og lårtykke stråler og det var ikke nemt at komme ned ad de stejle stykker. Men vi kom sikkert ned og vi kom sikkert forbi en flok bøfler. Guidens sko var helt faldt fra hinanden og på det tidspunkt var vi godt trætte af den lille lort. Vi var plask våde og ville gerne have noget tørt tøj på. Guiden stod bare og skyndte på os og vi blev helt stressede. Men vi kom endelig af sted og guiden for vild og kunne ikke finde det næste sted vi skulle campere. Jeg fik fornøjelsen af at sidde på forsædet. Da vi så kom på en meget mudret grusvej prøvede jeg virkelig at stoppe ham da der var et tykt reb spændt over vejen. Men han gad selvfølgelig ikke at høre efter og kørte over det og det lød virkelig ikke godt på bilen. Han spurgte så om hvad det var og jeg sagde ret surt til ham at det var et reb. Han spurgte så om han havde kørt en ko over og gik ud af bilen for at tjekke den. Vi var alle ret sure og irriteret på den lort af en guide på det tidspunkt. Men vi fandt stedet hvor vi skulle campere til sidst.Vi fik 'supagheti' til aftensmad. Inden vi skulle i seng spurgte vi ham om han havde tæpper med så vi ikke ville komme til at fryse. Han gjorde nar ad os og grinede. Selvfølgelig. Ud over at vi var ret så sure på guiden havde vi en rigtig god dag på Longonot. Det var en sindssyg vandretur. Aldrig har jeg prøvet noget lignende og der skal også gå lidt tid før jeg tør at spring ud i noget som det igen. Guiden havde sagt, da vi kom ned, at sidste gang han havde gået rundt om Longonot, havde han mødt en leopard på stien. Det var jeg virkelig glad for at han ikke sagde inden vi skulle derop. 

Lørdag var vi virkelig ømme i kroppen efter Longonot og efter en hård og kold nat i telt. Efter vi havde spist vores morgenmad, som bestod af tørt og kedeligt toastbrød med sukker på tog vi hen til en sø for at se flamingoer. Der var ikke så mange fordi det havde regnet, men det var fantastisk flot. Vi så også en flodhest ude i vandet. Her var også storke og andre sjove fugle. Det var lidt diset, men det gjorde det bare ekstra flot. Frokosten skulle vi indtage hjemme ved guidens mor og far (typisk afrikanere at tage kunder med hjem til familien). Her fik vi lækker mad og de havde alle klædt sig festligt på. Hans gamle far var i hvert fald klar til fest. Vi fik hver en stor pose kartofler og gulerødder. Spørg mig ikke hvorfor. Det var en gave. 

Det næste vi skulle var at se Karen Blixens farm på den anden side af Nairobi. Eller i følge guiden var det vares søster 'Kalen Brixen'. På vejen så vi en bil som holdt i vejkanten. Der stod så nogle mænd og hev et dyr ind til siden. De viste sig at de havde kørt en leopard over.  Så nu har vi set The Big Five! Vi så også aber og antiloper løbe rundt ved siden af vejen. Det var jo en hel safari vi var kommet på.

Det var rigtig sjovt og spændende at se Karen Blixens farm. Når jeg kommer hjem skal jeg helt sikkert se filmen om hende. Man kom helt til at savne Danmark da der var bøger med danske titler og et skilt hvor der stod at Niels Due Jensen havde sponsoreret et træ til haven. Det var så dejlig en have med grønt græs og flotte blomster. Guiden sagde ellers at vi kun havde 10 minutter men vi gad ikke at stresse for hans skyld så vi tog os god tid. Efter Karen Blixen tog vi ud for at spise. Vi havde sagt at vi gerne ville et sted hen hvor vi kunne hygge os om maden i stedet for at kaste den ind. Det var jo Lærkes sidste aften og den skulle vi alle nyde. Han tog os til en restaurant hvor vi alle kunne sidde ved et lille barbor. Det var også fint nok, hvis guiden altså ikke også skulle side der. Men det skulle han. Vi snakkede på dansk men så ville han også være med og han spurgte ind til hvor mange øl vi kan drikke og hvor tit vi drikker alkohol. Han var vidst klar på fest. Han havde da også selv bestilt en stor øl, men jeg synes det var ret upassende af ham at snakke om når han var gammel og ulækker. Men vi fik noget godt mad og nød den sidste tid med Lærke. Vi tog hen på YMCA hvor Lærke skulle sove inden hun skulle på flyveren. Her sagde vi farvel og så tog vi andre videre til der hvor vi skulle sove. Det var et rigtigt godt sted vi skulle sove. Det var virkelig hyggeligt og bløde madrasser og vi frøs ikke. Guiden havde sagt at vi kørte kl 6, men da kl var 6 var han ikke stået op endnu. Han lå stadigvæk og boblede i sit telt. Vi kom af sted halv 7 og efter en mere nervepirrende køretur kom vi hjem til Mombasa. Hvor har jeg dog savnet Mombasa og familien her. 

Trods en irriterende lille lort af en guide har det været en fantastisk tur til Nairobi og Naivasha. Vi har set og oplevet en hel masse smukke ting og nød den sidste tid vi havde med Lærke. Nu er der kun 39 dage til jeg lander på dansk jord igen. Det glæder jeg mig godt nok til, men jeg er glad for at der stadig er lidt tid til, for jeg er slet ikke færdig med mit afrikaeventyr.