Om lidt blir her stille. Om lidt er det forbi.

Lige nu sidder jeg med sved på panden og resten af kroppen fordi det er pokkers varmt. Især når man skal presse alle sine ting ned i en rygsæk. Pakningen er i gang og mange af den-sidste-gang-oplevelserne er krydset af på listen. Vi har været den sidste gang i poolen, den sidste gang på stranden, den sidste gang i citymall og heldigvis også den sidste gang på børnehjemmet.

Børnehjemmet var en oplevelse. Det var ikke en specielt god oplevelse. Men vi fik set en anden side af børnelivet i Kenya. Desværre er det den side som de fleste børn på børnehjem oplever. Jeg håber virkelig at alle sammen snart bliver adopteret, så de kan komme ud af det mareridt. Jeg er ikke fan er kenyansk børneopdragelse. De fem babyer der er på børnehjemmet er for det meste spærret inde i et lille rum, hvor de så bliver efterladt alene. Når vi nogle gange kiggede ind til dem, lå de alle og svømmede rundt i hinandens tis. Til tider også tyndskid. Vi kunne blive ved og ved med at skifte dem da de jo ikke får bleer på. Når vi sommetider stod med lort til halsen (bogstaveligt talt) så hjalp personalet ikke. De havde jo ikke drukket sin te færdig eller så skulle de have sig en lur. 

Der er også en mand på børnehjemmet, som er ret så akavet. Det starter allerede om morgenen når vi kommer og siger ”Hello” til ham. Han svarer altid ”Hhææ fine”. Han er virkelig klam. Det er ham som laver mad til børnene. Vi mistænker ham for ikke at vaske hænder. Han er i hvert fald ikke specielt hygiejnisk for alle børnene har tyndskid. Måske er det fordi at han skyller grøntsager og vasker op der hvor vi vasker lort af børnene. En baby, kaldet Moses, plejer altid at være så glad så glad når man giver ham lidt opmærksomhed (det er noget han ikke fik af andre end os). Han græd i en dag, hele dagen. Måske var han træt, måske var han tørstig, måske noget helt tredje. Det havde den akavede kok ikke tålmodighed til at finde ud af så han gav bare Moses nogle tæsk med en pind på ballen. Vi kunne høre det helt ud og Moses skreg endnu mere. Heldigvis så jeg det ikke. Jeg kunne høre det og det var nok til at jeg blev så vred at jeg fik tårer i øjnene.  

Vi kunne ikke lide at være på børnehjemmet, men jeg er glad for at vi har oplevet den del af livet i Kenya. Jeg vil bare ønske at der ikke var den del. Men nu er det slut og vi kan lægge det bag os. Da vi havde sagt farvel til børnehjemmet i går, tog vi på stranden og forkælede os selv med en sejrspizza og så tog vi i citymall for at spise en sejrskage. 

Når arbejdet er slut betyder det også at opholdet her hos familien er slut. Det er jeg virkelig ked af, for det er den bedste værtsfamilie på hele jordkloden. De har været fantastiske og jeg vil for evigt elske dem. Her den anden dag fortalte Amos og Dishan om hvordan Johnson og Thandie har forandret sig efter Pernille og jeg blev en del af familien. De har åbnet sig mere op og de plejer ikke at komme så tæt på folk som de er på os. Vi nåede også lige halvanden uge med Scola som er Amos datter. Hun er 17 og går på high school. Hun kom hjem i sidste uge for at holde ferie. Hun er virkelig sød og jeg føler allerede, at jeg har kendt hende i lang tid. Amos og Dishan har også været så søde og beskyttende overfor os. Til tider lidt for beskyttende. I fredags, da det var påske, ville Nanna, Pernille og jeg ud og drikke en ”påskeøl” (det blev til en helt almindelig Tusker). Men da vi sagde at vi skulle ud kl 9 om aftenen, spurgte de hvad vi skulle. Vi sagde at vi skulle over til Nanna, men de troede vidst ikke helt på os. Med nød og næppe fik vi lov til at gå ud, med den betingelse at vi kom hjem inden kl 22. Kl blev 22.20 da vi kom hjem og vi skulle stå på et ben for at Dishan kunne se om vi var fulde. Vi kunne altså godt holde balancen efter én øl, men jeg tror ikke vi overbeviste dem at vi bare havde været ovre ved Nanna. Pyt skidt, de har sagt at vi har været nemme at have og det er den eneste øl jeg har drukket, mens jeg har været i Mombasa.

Jeg vil tudbrøle i morgen tidlig når vi skal sige farvel til dem. De er blevet min nye familie. Thandie har kaldet os ”dada” på det sidste (søster på swahili) og Dishan har kaldet os for hendes hvide døtre. Det bliver uden tvivl rigtig hårdt at sige farvel, men forhåbentlig bliver det mere et på-gensyn end et farvel. For jeg skal helt sikkert til Kenya igen en dag. 

Men jeg glæder mig også til at komme hjem. For det første glæder jeg mig til at se min familie og mine venner igen. De er savnet. Lige efter dem savner jeg edermanme rugbrød og ordentligt sundt mad. Min pande skriger af mig hver gang jeg propper frituremad i mig hver morgen. Man skulle tro jeg havde fået den fra en klam computerglad teenagedreng. Så glæder jeg mig også til at komme hjem til et sted hvor folk ikke råber mzungu og sister til en, når man går på gaden. Især dem som siger at vi skal give dem penge eller dem som tager billeder af os. Til sidst er der vaskemaskinen som jeg ikke kan vente på at komme hjem til. Jeg har små sår på mine fingre hver gang vi har vasket tøj. Dishan stoler ikke på en vaskemaskine. Det gør jeg nu. 

På den anden side er der også mange ting jeg vil komme til at savne.

Nu skal det sidste af dagen bare nydes sammen med familien inden at jeg i morgen tager til Dar Es Salam sammen med Nanna. På lørdag tager vi på Zanzibar og bliver der i en uge hvorefter vi tager til Nairobi i fem dage. Derefter vender vi snuden hjemad. Det bliver også godt.

 

Kærlige hilsner fra Sissor Carlot, Carrot eller Carlo (bestem selv).

Mighty Redeemer Childrens Home

Nu er vi startet på nyt arbejde. Det som vi skal arbejde på de sidste tre uger af vores ophold. Mandag efter vi havde været i Nairobi tog Pernille, Nanna og jeg ud for at se Migthy Redeemer Childrens Home. Det er et børnehjem for forældreløse børn. Der er omkring 27 børn og fire som arbejder der udover Josephine. Vi blev rigtig overrasket for det så virkelig flot ud. De har masser af plads og et flot hus. Josephine, som er mama for børnehjemmet, virkede også rigtig sød. Hun bød os velkommen og vi blev vist rundt af husets kok. Her mødte vi lille Gift og fem søde små bebser. De var inde i et lille rum for at spise uji. En af dem havde skidt ud over hele gulvet. Jeg hader virkelig lort. Det er noget af det værste jeg ved. Jeg blev skræmt en lille smule for arbejdet. Det lugtede også rigtig dårligt. Vi mødte kun de små babyer og Gift da de andre stadig var i skole. Men vi synes i hvert fald at det så lovende ud, bortset fra det lille uheld babyen havde.

Tirsdag skulle Pernille og jeg starte. Nanna arbejdede stadig på den anden skole, som først lukkede senere. Vi skulle mødes med Josephine her i Kiembeni og så skulle vi have en dag på en skole, hvor nogle af børnene fra børnehjemmet går. Vi kom inden for lågen og blev løbet i møde af 9 kære, søde og nuttede børn. Det var kindergarden, så børnene er kun 4 år. Vi kom ind i klassen og begyndte timen med sang og dans. De kan synge den sjoveste sang:

”Ester, hello Teacher. I say come here. Look at my motorcar. It is very dirty. Clean my car. Clean my car. *klap. Shake the body body body. *klap. Shake the body body body. Sweet!” 

Den synges med se bootyshaker for vildt. Når de synger body lyder det som om de synger booty. Den og mange flere sange sang de. Derefter skulle de have sprog. Det overraskede mig hvor gode de er til engelsk. De var meget bedre end børnene på Good Shephard. 

Mens de sov middagslur fik vi os en god snak med læreren. Hun var virkelig sød. Der var også en masse aber. Det var helt vildt. Vi har ikke set aber før inde i Mombasa, selvom skolen lå lige på den anden side af vejen til vores hjem. Børnene var virkelig søde og ville hele tiden kramme og holde os i hånden. De så også rene og fine ud i tøjet. Desuden kalder de mig Carrot og Carlo så nu kalder Thandie mig også for Carlo, fordi hun synes det er sjovt.

Det var meningen at vi skulle komme igen dagen efter, men vi kom hjem til en sms fra Mary hvor der stod at vi skulle holde os hjemme dagen efter, fordi der var en eller anden leder for Al Shabab som var blevet skudt af politiet og derfor ville muslimerne nok demonstrere. Det var vi mildest talt pisse irriteret over. Vi badede derfor i aggression i hver vores spand fordi vi ikke havde mere vand tilbage i huset. 

Onsdagen kom så og den gik med at lave absolut ingenting. Johnson og Thandie havde også fået ferie på det tidspunkt, så vi hyggede os sammen med dem. Der var ingen demonstrationer onsdag, så vi følte det var spild af tid. Vores mor og far sagde til os at vi ikke skulle tage på arbejde torsdag og fredag fordi at 1) der vil komme demonstrationer og 2) matatuerne strejkede. Så vi kunne kun opholde os i Kiembeni. 

Torsdag tog vi på udflugt til nogle bakker uden for Kiembeni. Vi kom ud til lerhytter og blikskure, selvom vi kun havde gået fem minutter. På toppen af en af bakkerne havde vi picnic. Pernille og jeg havde taget Thandie, Johnson og Nanna med os. Det var en dejlig dag med god udsigt og det var rart at lave noget andet end at være indespærret hjemme en hel dag. 

Fredag var virkelig kedelig. Vi var hjemme hele dagen. Det var så varmt (som det altid er) og vi var begyndt så småt at blive trætte af hele tiden at være sammen med Johnson og Thandie. De er rigtig søde og jeg elsker dem virkelig, men man kan ikke holde ud at være sammen med dem 24/7. De vil have dit og de vil have dat og så keder de sig hele tiden. Kenyanske børn har ingen fantasi. Aftenen gik med selvskab af Julie og Nanna. Vi trak os ind på vores værelse for at hygge os med is og film.

Lørdag havde vi planlagt at bruge på stranden, Julie, Nanna, Pernille og jeg. Vi tog derfor tidligt afsted og spiste lækker frokost på en restaurant med udsigt over vandet. Vi kom først sent hjem og senere tog Pernille og jeg over til Nanna og Julie, som havde inviteret os til dansk middag. Middagen bød på bøf med løg, ”brun” sovs, kartofler og rødbedesalat. Sovsen blev pink i stedet for brun fordi deres mor havde købt lyserød farve i stedet for brunt. Men godt smagte det. Hvis man lukkede øjnene smagte det af brun sovs. 

Søndag havde vi igen en lang dag hjemme inden vi mandag startede for alvor på børnehjemmet. Nanna, Pernille og jeg mødte på børnehjemmet kl 8 mandag morgen og var klar. Vi kom til et lugtende hus med glade børn. Vi startede ud med at synge og lege lidt med børnene. Børnene har bare ikke rigtig nogen koncentration og legen sluttede derfor hurtigt. De har intet legetøj så de måtte underholde hinanden med… hinanden. Emmy kom hen og sagde ”toilet” til mig. Det var virkelig min værste skræk. At hjælpe dem på toilettet. Men jeg sagde bare at hun skulle gå ud og tisse og det resulterede i at hun tissede på gulvet. Jeg måtte så vaske hende og Nanna vaskede gulvet. Senere skulle jeg hjælpe hende med ”poopoo”. Det var klamt. Men det var kun begyndelsen. Da babyerne kom ned til os andre var der en som sked ud over hele gulvet. Personalet som var der engang i mellem sagde at de ikke havde nogle bleer, så babyerne, som er fra et halvt år, har kun en bodystocking på. Intet andet. Vi skiftede dem adskillige gange og aldrig før har jeg set så røde barnenumser før. En af babyerne tissede i sengen, mens vi var i gang med at finde rent tøj til ham. Damen, som tager sig af babyerne, viste os hvordan vi skulle vaske deres numser med det tøj de lige har tisset til og hvordan vi gjorde madrassen ren med en ren t-shirt fra skabet. Da det blev sovetid for børnene tog vi hjem. Vi var virkelig sultne, men havde ikke lyst til at spise på børnehjemmet. Vi havde ingen appetit til det fordi det lugtede af lort og vi var smurt ind i lort, tis og snot. Da vi kom hjem var det derfor også direkte i bad.

Tirsdag gik det lidt bedre. Vi var udenfor hele dagen fordi børnene ikke måtte grisse det nyvaskede gulv til. Vi blev fortalt at babyerne ikke bruger ble fordi de skal lære at gå på potten. Ret ambitiøst af dem når babyerne er så små. De kan da ikke vurdere når de skal på potten. Jeg ville også give Prince (ja, der er en som hedder Prince. Der er også en som hedder Blessing og Di Amor) nye bukser på fordi han havde tisset i bukserne. Josephine sagde derfor til mig at han ikke skulle have rene bukser på fordi han tisse alligevel bare i dem igen. Hvad er det for noget?!?! Han kan da ikke gå rundt med tis i buksen hele dagen? 

Men aldrig i mit liv havde jeg forestillet mig at skulle komme i kontakt med så meget tis og lort. Det har virkelig været mit skrækscenarie at skulle skifte tissetøj og vaske tis og lort op fra gulvet. Puha. Men jeg får overskrevet nogle grænser. 

Og så er vi blevet inviteret til bryllup på lørdag af en af vores nye kollegaer. Hun er sød.