Kenya og jeg: maj 2014

"Ude godt, men hjemme bedst" siger man. Jeg ved ikke rigtig. Det er rigtig dejligt at være hjemme, men for pokker, hvor jeg savner det hele i Kenya!
Da jeg gik ud i ankomsthallen i Kastrup var jeg uden tvivl glad for endelig at være hjemme igen. Jeg har savnet min familie og mine veninder rigtig meget. Det er også dejligt at være tilbage til kendte omgivelser. Man bruger rigtig meget energi på nye indtryk hele tiden. Jeg kan bedre slappe af i Danmark. Det er skønt at se tilbage på en fantastisk rejse og reflektere over alle de oplevelser jeg har fået.
Men jeg vil gerne tilbage igen lige med det samme. Jeg savner min familie forfærdelig meget. Jeg savner børnene og jeg savner varmen.
Jeg undskylder på forhånd hvis det bliver noget pladder om at vi skal huske at vi har det godt og bla bla bla. Man får mange af sådanne tanker, når man kommer hjem fra en rejse, som den jeg har været på.

På grundkurset i København, som jeg var til inden jeg tog af sted, hørte vi om, hvordan man kan få kulturchok, når man kommer til en anden kultur. Det har jeg prøvet før på andre mindre rejser, så det kom ikke som en overraskelse for mig. Men vi hørte også om, hvordan man kan få omvendt kulturchok, når man vender tilbage til den danske kultur. Det har også været noget af det som var sværest at komme hjem til. Man kommer til at indse, hvor godt vi har det her hjemme.
Blandt andet skulle jeg passe min fætter på 4 år og min kusine på 2. Det var virkelig dejligt at se dem igen. De har været savnet rigtig meget. Men da jeg har passet børn i Kenya på samme alder, var det noget af en opgave jeg var kommet på. Jeg blev så sur på mig selv af at hele tiden tænke på, at mine fætter og kusine var så forkælet. Men de er jo bare vokset op i en helt anden kultur, hvor der er masser af mad i køleskabet og masser af legetøj lige ved hånden. Jeg havde set, hvordan børnene i Kenya skovlede maden ind i munden, når der var serveret, for der kom altså ikke mere mad før om flere timer. De skulle slås om de få stykker legetøj der var, så det var altid de stærkeste som fik lov til at lege med legetøjet. Helt små babyer brugte ikke ble og børnene fra 2 år skulle selv tage tøj på og kunne gå på toilettet. Selvfølgelig nåede de ikke altid at komme ud på toilettet i tide. Der var ingen kære mor til at hjælpe dem med at vende underbukserne rigtigt eller vende vrangen ud på blusen.
På det punkt fik jeg et kulturchok. Det var svært for mig at indse, at det er bare noget andet med danske børn. Da jeg var lille gik jeg da også med ble, og min mor og far hjalp mig med at tage tøj på. Jeg gad da ikke altid at spise til hovedmåltiderne, fordi jeg vidste, at der var mad i køleskabet, som jeg til enhver tid kunne spise af. Men det var bare hårdt at komme hjem og se hvor "forkælet" min fætter og kusine er i forhold til børn i Kenya. Børn er bare heldige i Danmark. De får lov til at få en barndom og det skal vi huske ikke at tage forgivet.

Ellers sætter jeg bare pris på hver gang jeg åbner køleskabet og at det er proppet med lækker mad og hver gang jeg smider mit vasketøj i vasketøjskurven og et par dage efter er det rent og sammenfoldet på min seng (okay, jeg er ret forkælet).

Noget af det hårdeste er også at jeg har et kæmpe savn til min familie i Kenya. Da jeg sagde farvel til min danske familie d. 5. januar på Aarhus station, var det med en klump i halsen og sommer fugle i maven. Det var lidt vemodigt, men jeg vidste jo at om fire måneder ville jeg se dem igen, og ikke meget vil have forandret sig. Da jeg så sagde farvel til min kenyanske familie d. 25. april ved bussen i Mombasa, var det med en endnu større klump i halsen. Jeg ved ikke hvornår jeg kommer til at se dem igen. Jeg håber det er snart, men der kommer nok højest sandsynligt til at gå nogle år. Men jeg skal helt sikkert se dem igen. De fylder meget i mit hjerte. Jeg tror familien er noget af det som har gjort størst indtryk på mig på min rejse. Selvfølgelig har arbejdet på skolen og børnehjemmet og hele opholdet på platformen været en kæmpe oplevelse og jeg savner børnene som bare pokker, men familien har været dem man har kommet hjem til efter arbejde eller små weekendture. De har lukket os ind og laddet os blive en del af deres hverdag og det er en kæmpe ting at kunne få lov til.

Nu er jeg kommet hjem, med en masse oplevelser i rygsækken. Både gode og dårlige. Men de har alle sammen været med til at jeg har haft sådan en god tur. Jeg har set en masse smukke ting, fået mange nye venskaber og fået en del at tænke over. Der er i hvert fald ikke gået én dag siden jeg kom hjem, hvor jeg ikke har tænkt på Kenya. Nu er det op på hesten igen og videre til nye og spændende oplevelser. Først skal jeg lige have tjent en masse penge i pølsevognen.

Det her er mit sidste blogindlæg. Jeg håber i har nydt at læse om alle mine oplevelser. Jeg har i hvert fald nydt at skrive dem ned. Hvis nogen overvejer at tage ud og arbejde som frivillig i et u-land, kan jeg kun anbefale det. Det har givet mig så meget.

Kærligste hilsner fra Caroline

Nu er jeg hjemme efter fire helt fantastiske måneder i Kenya. Jeg sluttede det hele af med en uge på Zanzibar og fire dage i Nairobi.

Torsdag aften (den sidste aften hos min familie) hyggede vi os. Vi fik lækker mad, som Pernille og jeg havde valgt og lækker frisk frugt. Efter maden satte vi os alle ind i stuen for at evaluere det hele. Det var rigtig dejligt at høre om hvordan vores familie har oplevet vores ophold og at de også har lært noget af os. Pernille og jeg fik også takket dem mange gange for at have taget så godt imod os og for at have delt deres hverdag med os. Vi var så taknemmelige og vi kunne ikke have ønsket mere. I vores øjne er de den bedste familie man nogensinde kunne tænke sig. Dishan gav os en gave. Hun ville give os en gave som mindede os om hende. Vi tænkte på en kanga, fordi hun hele tiden har en eller to kangaer på. Så vi fik en hver.
Det var en dejlig aften. En af de bedste.

Fredag skulle jeg tidligt med bussen til Dar Es Salam sammen med Nanna. Vi fik sagt farvel til et par trætte børn, til Paninna og til huset inden Amos og Dishan kørte Pernille, Nanna og jeg ind til byen hvor vi skulle med bussen. Her fik vi sagt farvel til resten inden Nanna og jeg gik ind og satte os på VIP-sæderne.
Da vi, efter næsten 12 timer, ankom til Dar fandt vi taxa-John, som køre os til VMCA i Dar. Her spiste vi, hvorefter vi næsten med det sammen gik omkuld i sengen. Vi vågnede dog omkring midnat og troede vi skulle dø, da der var eksplosioner lige uden for. Jeg lå stille og hørte om folk skreg. Heldigvis skreg de ikke. De jublede. Dagen efter fandt vi ud af at det var fyrværkeri for at fejre uafhængighedsdag. Derfor røg vores planer om at udforske Dar i vasken, da der ville komme mange med færgen til Zanzibar senere på dagen og det var derfor ikke sikkert at vi kunne få en plads. Så vi skyndte os ned til færgen. Vi fik betalt 40 dollars hver for en billet. Vi diskuterede med manden der vil sælge os billeterne for vi vidste at de kun koster 30 dollars. Men manden løb af sted med vores pas inden vi kunne nå at finde et billigere sted, så vi kunne ikke gøre andet end at vente på at han kom tilbage med passene og betale de forpulede 40 dollars. Vi begav os hen mod færgen, men hørte at vi skulle skynde os, så der kom to mænd og løftede vores bagage for os. Vi fik ikke noget valg. de tog det ligesom ud af hånden på os. De forlangte til sidst nogle penge. Efter en længere diskussion stak jeg 5000 shilling i hånden på den ene. Det svarer til 15 danske kroner. Vi sagde på ægte bedstemormanér at de kunne dele, inden vi gik ind med vores bagage. Vi kom på færgen og ankom til Zanzibar efter halvanden time. Vi fandt os en taxa og fik ham pruttet 15-20 dollars ned i pris inden vi fandt Teddys Place som var det sted hvor vi skulle mødes med 11 af de andre volontører fra platformen. Gensynsglæden var rigtig stor. Det var så dejligt at se dem alle sammen igen. Der var så mange historier at dele med hinanden.

Zanzibar var det bedste valg jeg har taget i lang tid. Det var så dejligt med en rigtig afslapningsferie sammen med de skønneste venner. Vi dasede på stranden om dagen og drak drinks og dansede om aftenen. Jeg har aldrig set så flotte strande. Sandet var kridhvidt og vandet var turkisblåt. Vi fik snorklet og svømmede med delfiner. Vi fik spist lækker lækker mad og drukket masser af kolde drinks. Efter 5 dage på østøen tog vi nord på, hvor strandene skulle være endnu flottere. Det var de også. Her fik vi ellers også bare hygget en hel masse, spist mere lækkert mad og drukket flere kolde drinks. Det var en rigtig dejlig og tiltrængt afslapningsuge efter arbejdet på børnehjemmet.
Lørdag morgen tog Nanna og jeg til Stonetown, som er den største by på øen. Her kom vi på en spice tour, hvor vi så alle de forskellige krydderier og frugter. Vi fik brugt alle vores sanser og det var rigtig sjovt at se hvordan de forskellige krydderier ser ud inden de bliver tørret og stødt. Zanzibar er jo en ø som er kendt for alle sine friske krydderier, så selvfølgelig skulle vi på spice tour. Efter turen tog vi ind i byen for at købe billige krydderier. En pose kostede omkring 3 kroner. Vi købte også safran, bare fordi vi kunne. Ellers gik vi lidt rundt og oplevede stemningen og gik i de hyggelige gader. Til aften gik vi ud for at spise lækker mad endnu engang. Men vi skulle have stoppet mens legen var god. Jeg kastede op hele natten og fik ikke rigtig noget søvn. Jeg var blevet ramt af madforgiftning.

Søndag tog vi flyveren til Nairobi. Vi havde bestilt direkte, men vi skulle altså mellemlande i Mombasa. Zanzibar lufthavn er heller ikke noget at råbe hurra af. Det eneste sikkerhedstjek der var, var en dame som mærkede lidt uden på vores rygsække og spurgte om hvad indholdet var. Vi kunne altså sagtens havde smuglet et par elefantstødtænder, en masse narko og en bombe eller to med ind i Kenya.
Men vi kom sikkert til Nairobi. Vi styrtede hverken ned eller blev skudt af en indsmuglet pistol. Vi fandt det sted hvor vi skulle sove. Da var det blevet sen eftermiddag og vi var trætte, så vi spiste noget i restauranten og faldt om i vores senge.

Nairobi var god nok ved os. Girafferne og elefanterne var i hvert fald rigtig søde mod os. Girafferne slikkede på vores hænder og elefanterne legede for os. Vi var også kulturelle og gik på Nationalmuseet. Her skulle vi godt nok krydse et par motorveje for at komme til. De er ikke så turistvenlige i Nairobi. I hvert fald ikke når det gælder trafik. Vi var også oppe i et kongrestårn for at nyde udsigten og for at høre på en vild guide som havde snakketøjet i orden. Hold da kæft. Men i fik set hele Nairobi fra fugleperspektiv og det var rigtig smukt. Til sidst ville vi nyde den sidste tid af den sidste dag i Uhuru National Park. Vi sad og nød udsigten over søen og kiggede på alle de forskellige mennesker som gik forbi. Var var endda så vilde at vi tog os et spil kort indtil jeg uheldigvis kommer til at kigge til den ene side og ser en mand fuldt optaget af at kigge på os med sin højre hånd i bukserne. Der så jeg noget jeg ikke lige havde lyst til. Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre af os selv, men blev til sidst enge om at flygte. Heldigvis kunne manden se at vi ikke var yderligere begejstret for at han lige skulle ligge der og gøre sin ting. Han smuttede derfor hurtigt inden vi kunne nå at flygte. Inden vi var kommet helt ned på jorden igen, kom en ung mand og spurgte os om vi havde set hans pung og hans telefon. Vi sagde nej, men vi prøvede alligevel at rejse os og lede efter det. Han fandt så sin pung, helt tom for penge på jorden bag os. den havde vi altså ikke selv set. Vi prøvede at forklare ham at vi ikke havde set det, men han blev ved med at beskylde os for at have stjålet hans penge og hans telefon. Vi blev ved med at sige, at han kunne kigge i vores takser. Det ville han ikke. Til sidst blev vi altså ret irriteret på at han beskyldte os for at stjæle, da han sagde 2you've been pranked! HAHAHA" og pejede ned på fire gutter som stod og filmede os med kameraer. Jeg blev vi eddermanme mobset. Vi skulle siger et eller andet på swahili og vinke til kameraet inden de ville gå igen. Efter den oplevelse skyndte vi os at gå, inden der ville ske et eller andet underligt igen. Farvel Uhuru Park! Farvel Nairobi!

Vi fik spist lækker mad og drukket et lækkert glas vin inden vi tog med taxaen ud til lufthavnen. Her Sad vi et par timer inden vi kunne tjekke ind for derefter at sidde tre timer og vente på at boarde. Vi havde regnet ud at vi havde halvanden time til at skifte fly i Cairo. Da vi så blev en time forsinket i Nairobi, blev vi en smule stresset. Vi blev mere forsinket i flyet på vej til Cairo. Da vi stod i Cairo og ventede på at komme ud af flyet, var der 10 minutter til at vi skulle sidde inde i det andet fly. Vi måtte derfor tage os en længere løbetur gennem Cairos lufthavn. Heldigvis var der nogle mænd som spurgte om det var os som skulle til København og viste os derfor vej. Vi nåede det lige med nød og næppe. Det gjorde vores bagage desværre ikke. Så da vi kom til Kastrup ventede vi forgæves på bagagen og måtte derfor melde det.
Det var virkelig et dejligt syn at sidde i flyveren og kigge ned på de danske gule marker og komme ind i lufthavnen, hvor størstedelen snakkede dansk. Men det dejligste og skønneste var nok at gå ud i ankomsthallen til min familie, som stod og viftede med danske flag for at ønske os velkommen hjem. Det var så dejligt at se dem igen og endelig at være sammen alle sammen igen efter 10 måneder. Jeg fik sagt farvel til Nanna for at hun kunne komme med et tog hjem. Da jeg kom hjem kom mine to veninder ud af døren og overraskede mig med lækker aftensmad. Det var en virkelig god overraskelse og jeg var så glad. Der var så mange ting at fortælle og det er der stadig.

Nu er det to uger siden at jeg kom hjem og det har været svært at vende sig til det hele igen, men det var dejligt at se familie og venner igen.

Her kommer nogle billeder fra de sidste to uger: