Den sørgeligste dag nogensinde

Onsdag kom dagen hvor vi skulle sige farvel til børnene på skolen. Vi havde købt nogle balloner og nogle slikkepinde for at lave en skattejagt. Det regnede meget den dag og vores mor havde sagt at hun ikke troede at der ville komme nogle børn i skole. Hun gjorde os ret bange da vi gerne ville sige farvel til alle børnene. 

Da vi kom i skolen var der også kun 4 børn selv om vi kom 10 minutter for sent. Jeg må indrømme at jeg nåede at blive lidt skuffet, men så kom alle børnene en efter en og til sidst var alle børnene kommet i skole. Pernille og jeg fik hængt det færdige billedprojekt op på væggen. Det blev virkelig flot og børnene var så stolte over deres eget billede. De gik og kyssede hinandens billeder. 

Senere lavede vi skattejagt og børnene fik en slikkepind hver. Her legede vi også med nogle hønseringe som jeg havde fået sponsoreret hjemmefra. Senere kom Beth og havde en masse snacks med til børnene og der var også en anden dame som gav dem nogle karameller. 

Den dag var helt skør med snacks. Børnene fik spist sig mætte i popcorn, chips og kiks inden de fik deres frokost. Jeg synes det virkede helt forkert, men børnene tog bares frokosten med hjem i stedet for. Til sidst samlede vi os og Fiona begyndte at snakke om hvor dejligt det havde været at vi havde arbejdet der og hvor glade børnene har været for os. Pernille tog ordet og snakkede for os begge. Hun sagde at det havde været skønt at arbejde der og hvor glad vi var for børnene. Vi fik begge tåre i øjnene. Jeg prøvede ellers at holde dem tilbage. Og så kom alle børnene løbene hen for at sige farvel. De sagde ”I love you and I miss you!” i kor og druknede os i krammere og kys. Jeg er så dårlig til at sige farvel. Jeg hader det. Det var specielt hårdt at sige farvel til de her børn da vi vidste at vi nok aldrig kommer til at se dem igen. Det er så underligt at tænke på deres fremtid. Jeg håber virkelig at de får en god uddannelse og kan tjene penge til at give deres egne børn en uddannelse. Nogle af børnene er sponsoreret af nogle tyskere, men mange er ikke og deres familier har ikke penge til at få dem i skole. 

Hvis jeg kunne ville jeg tage dem alle med hjem til Danmark så de kan få en god uddannelse. Det er bare så hårdt at tænke på. Jeg elsker virkelig de børn. På vejen hjem i matatuen kom tårerne og Pernille og jeg følte os ret skøre at vi sad i en matatu og græd.

Det var den sørgeligste dag i lang tid.