Om lidt blir her stille. Om lidt er det forbi.

Lige nu sidder jeg med sved på panden og resten af kroppen fordi det er pokkers varmt. Især når man skal presse alle sine ting ned i en rygsæk. Pakningen er i gang og mange af den-sidste-gang-oplevelserne er krydset af på listen. Vi har været den sidste gang i poolen, den sidste gang på stranden, den sidste gang i citymall og heldigvis også den sidste gang på børnehjemmet.

Børnehjemmet var en oplevelse. Det var ikke en specielt god oplevelse. Men vi fik set en anden side af børnelivet i Kenya. Desværre er det den side som de fleste børn på børnehjem oplever. Jeg håber virkelig at alle sammen snart bliver adopteret, så de kan komme ud af det mareridt. Jeg er ikke fan er kenyansk børneopdragelse. De fem babyer der er på børnehjemmet er for det meste spærret inde i et lille rum, hvor de så bliver efterladt alene. Når vi nogle gange kiggede ind til dem, lå de alle og svømmede rundt i hinandens tis. Til tider også tyndskid. Vi kunne blive ved og ved med at skifte dem da de jo ikke får bleer på. Når vi sommetider stod med lort til halsen (bogstaveligt talt) så hjalp personalet ikke. De havde jo ikke drukket sin te færdig eller så skulle de have sig en lur. 

Der er også en mand på børnehjemmet, som er ret så akavet. Det starter allerede om morgenen når vi kommer og siger ”Hello” til ham. Han svarer altid ”Hhææ fine”. Han er virkelig klam. Det er ham som laver mad til børnene. Vi mistænker ham for ikke at vaske hænder. Han er i hvert fald ikke specielt hygiejnisk for alle børnene har tyndskid. Måske er det fordi at han skyller grøntsager og vasker op der hvor vi vasker lort af børnene. En baby, kaldet Moses, plejer altid at være så glad så glad når man giver ham lidt opmærksomhed (det er noget han ikke fik af andre end os). Han græd i en dag, hele dagen. Måske var han træt, måske var han tørstig, måske noget helt tredje. Det havde den akavede kok ikke tålmodighed til at finde ud af så han gav bare Moses nogle tæsk med en pind på ballen. Vi kunne høre det helt ud og Moses skreg endnu mere. Heldigvis så jeg det ikke. Jeg kunne høre det og det var nok til at jeg blev så vred at jeg fik tårer i øjnene.  

Vi kunne ikke lide at være på børnehjemmet, men jeg er glad for at vi har oplevet den del af livet i Kenya. Jeg vil bare ønske at der ikke var den del. Men nu er det slut og vi kan lægge det bag os. Da vi havde sagt farvel til børnehjemmet i går, tog vi på stranden og forkælede os selv med en sejrspizza og så tog vi i citymall for at spise en sejrskage. 

Når arbejdet er slut betyder det også at opholdet her hos familien er slut. Det er jeg virkelig ked af, for det er den bedste værtsfamilie på hele jordkloden. De har været fantastiske og jeg vil for evigt elske dem. Her den anden dag fortalte Amos og Dishan om hvordan Johnson og Thandie har forandret sig efter Pernille og jeg blev en del af familien. De har åbnet sig mere op og de plejer ikke at komme så tæt på folk som de er på os. Vi nåede også lige halvanden uge med Scola som er Amos datter. Hun er 17 og går på high school. Hun kom hjem i sidste uge for at holde ferie. Hun er virkelig sød og jeg føler allerede, at jeg har kendt hende i lang tid. Amos og Dishan har også været så søde og beskyttende overfor os. Til tider lidt for beskyttende. I fredags, da det var påske, ville Nanna, Pernille og jeg ud og drikke en ”påskeøl” (det blev til en helt almindelig Tusker). Men da vi sagde at vi skulle ud kl 9 om aftenen, spurgte de hvad vi skulle. Vi sagde at vi skulle over til Nanna, men de troede vidst ikke helt på os. Med nød og næppe fik vi lov til at gå ud, med den betingelse at vi kom hjem inden kl 22. Kl blev 22.20 da vi kom hjem og vi skulle stå på et ben for at Dishan kunne se om vi var fulde. Vi kunne altså godt holde balancen efter én øl, men jeg tror ikke vi overbeviste dem at vi bare havde været ovre ved Nanna. Pyt skidt, de har sagt at vi har været nemme at have og det er den eneste øl jeg har drukket, mens jeg har været i Mombasa.

Jeg vil tudbrøle i morgen tidlig når vi skal sige farvel til dem. De er blevet min nye familie. Thandie har kaldet os ”dada” på det sidste (søster på swahili) og Dishan har kaldet os for hendes hvide døtre. Det bliver uden tvivl rigtig hårdt at sige farvel, men forhåbentlig bliver det mere et på-gensyn end et farvel. For jeg skal helt sikkert til Kenya igen en dag. 

Men jeg glæder mig også til at komme hjem. For det første glæder jeg mig til at se min familie og mine venner igen. De er savnet. Lige efter dem savner jeg edermanme rugbrød og ordentligt sundt mad. Min pande skriger af mig hver gang jeg propper frituremad i mig hver morgen. Man skulle tro jeg havde fået den fra en klam computerglad teenagedreng. Så glæder jeg mig også til at komme hjem til et sted hvor folk ikke råber mzungu og sister til en, når man går på gaden. Især dem som siger at vi skal give dem penge eller dem som tager billeder af os. Til sidst er der vaskemaskinen som jeg ikke kan vente på at komme hjem til. Jeg har små sår på mine fingre hver gang vi har vasket tøj. Dishan stoler ikke på en vaskemaskine. Det gør jeg nu. 

På den anden side er der også mange ting jeg vil komme til at savne.

Nu skal det sidste af dagen bare nydes sammen med familien inden at jeg i morgen tager til Dar Es Salam sammen med Nanna. På lørdag tager vi på Zanzibar og bliver der i en uge hvorefter vi tager til Nairobi i fem dage. Derefter vender vi snuden hjemad. Det bliver også godt.

 

Kærlige hilsner fra Sissor Carlot, Carrot eller Carlo (bestem selv).