Hjem kære hjem

"Ude godt, men hjemme bedst" siger man. Jeg ved ikke rigtig. Det er rigtig dejligt at være hjemme, men for pokker, hvor jeg savner det hele i Kenya!
Da jeg gik ud i ankomsthallen i Kastrup var jeg uden tvivl glad for endelig at være hjemme igen. Jeg har savnet min familie og mine veninder rigtig meget. Det er også dejligt at være tilbage til kendte omgivelser. Man bruger rigtig meget energi på nye indtryk hele tiden. Jeg kan bedre slappe af i Danmark. Det er skønt at se tilbage på en fantastisk rejse og reflektere over alle de oplevelser jeg har fået.
Men jeg vil gerne tilbage igen lige med det samme. Jeg savner min familie forfærdelig meget. Jeg savner børnene og jeg savner varmen.
Jeg undskylder på forhånd hvis det bliver noget pladder om at vi skal huske at vi har det godt og bla bla bla. Man får mange af sådanne tanker, når man kommer hjem fra en rejse, som den jeg har været på.

På grundkurset i København, som jeg var til inden jeg tog af sted, hørte vi om, hvordan man kan få kulturchok, når man kommer til en anden kultur. Det har jeg prøvet før på andre mindre rejser, så det kom ikke som en overraskelse for mig. Men vi hørte også om, hvordan man kan få omvendt kulturchok, når man vender tilbage til den danske kultur. Det har også været noget af det som var sværest at komme hjem til. Man kommer til at indse, hvor godt vi har det her hjemme.
Blandt andet skulle jeg passe min fætter på 4 år og min kusine på 2. Det var virkelig dejligt at se dem igen. De har været savnet rigtig meget. Men da jeg har passet børn i Kenya på samme alder, var det noget af en opgave jeg var kommet på. Jeg blev så sur på mig selv af at hele tiden tænke på, at mine fætter og kusine var så forkælet. Men de er jo bare vokset op i en helt anden kultur, hvor der er masser af mad i køleskabet og masser af legetøj lige ved hånden. Jeg havde set, hvordan børnene i Kenya skovlede maden ind i munden, når der var serveret, for der kom altså ikke mere mad før om flere timer. De skulle slås om de få stykker legetøj der var, så det var altid de stærkeste som fik lov til at lege med legetøjet. Helt små babyer brugte ikke ble og børnene fra 2 år skulle selv tage tøj på og kunne gå på toilettet. Selvfølgelig nåede de ikke altid at komme ud på toilettet i tide. Der var ingen kære mor til at hjælpe dem med at vende underbukserne rigtigt eller vende vrangen ud på blusen.
På det punkt fik jeg et kulturchok. Det var svært for mig at indse, at det er bare noget andet med danske børn. Da jeg var lille gik jeg da også med ble, og min mor og far hjalp mig med at tage tøj på. Jeg gad da ikke altid at spise til hovedmåltiderne, fordi jeg vidste, at der var mad i køleskabet, som jeg til enhver tid kunne spise af. Men det var bare hårdt at komme hjem og se hvor "forkælet" min fætter og kusine er i forhold til børn i Kenya. Børn er bare heldige i Danmark. De får lov til at få en barndom og det skal vi huske ikke at tage forgivet.

Ellers sætter jeg bare pris på hver gang jeg åbner køleskabet og at det er proppet med lækker mad og hver gang jeg smider mit vasketøj i vasketøjskurven og et par dage efter er det rent og sammenfoldet på min seng (okay, jeg er ret forkælet).

Noget af det hårdeste er også at jeg har et kæmpe savn til min familie i Kenya. Da jeg sagde farvel til min danske familie d. 5. januar på Aarhus station, var det med en klump i halsen og sommer fugle i maven. Det var lidt vemodigt, men jeg vidste jo at om fire måneder ville jeg se dem igen, og ikke meget vil have forandret sig. Da jeg så sagde farvel til min kenyanske familie d. 25. april ved bussen i Mombasa, var det med en endnu større klump i halsen. Jeg ved ikke hvornår jeg kommer til at se dem igen. Jeg håber det er snart, men der kommer nok højest sandsynligt til at gå nogle år. Men jeg skal helt sikkert se dem igen. De fylder meget i mit hjerte. Jeg tror familien er noget af det som har gjort størst indtryk på mig på min rejse. Selvfølgelig har arbejdet på skolen og børnehjemmet og hele opholdet på platformen været en kæmpe oplevelse og jeg savner børnene som bare pokker, men familien har været dem man har kommet hjem til efter arbejde eller små weekendture. De har lukket os ind og laddet os blive en del af deres hverdag og det er en kæmpe ting at kunne få lov til.

Nu er jeg kommet hjem, med en masse oplevelser i rygsækken. Både gode og dårlige. Men de har alle sammen været med til at jeg har haft sådan en god tur. Jeg har set en masse smukke ting, fået mange nye venskaber og fået en del at tænke over. Der er i hvert fald ikke gået én dag siden jeg kom hjem, hvor jeg ikke har tænkt på Kenya. Nu er det op på hesten igen og videre til nye og spændende oplevelser. Først skal jeg lige have tjent en masse penge i pølsevognen.

Det her er mit sidste blogindlæg. Jeg håber i har nydt at læse om alle mine oplevelser. Jeg har i hvert fald nydt at skrive dem ned. Hvis nogen overvejer at tage ud og arbejde som frivillig i et u-land, kan jeg kun anbefale det. Det har givet mig så meget.

Kærligste hilsner fra Caroline